Jeg er en Volvo mand, det må jeg erkende efter at have været Volvo utro med flere andre biler. Min første bil var en Volvo 460 Atlantic fra 1996, en mægtig køremaskine. Det er den model der blev haglet ned af bilpressen da den kom frem i starten af 1992. Den første version var faktisk en 440er, men den blev efter et halvt år udvidet til at være en 460er, fordi den gik fra hatchback til sedan. Det klædte den! Den senester version, den jeg havde, var rimelig anderledes end de første modeller. Modellen fik et omfattende facelift i 1995, hvor både det kosmetiske, i form af nye lygter, ny kabine og ændret lavere undervogn, og sikkerheden, i form af airbags, beskyttelse ved sidelæns påkørsel (SIPS systemet) og nye seler blev indført. Den sidste model var rimelig luksus, med lædersæder og alt muligt udstyr. Og jeg var glad for den, for selvom den har et dårligt ry blandt bilfolk, kørte min bil upåklageligt. jeg nåede at køre næsten 100.000 kilometer i den, uden at skifte andet end udstødningen og olie. Det er der ikke så mange der kan være med på, i en 10-15 år gammel bil! Men tiden gik og mit liv ændrede sig, så derfor blev jeg nød til at sælge den for et par år siden. Da jeg igen skulle have bil, var benzinpriserne steget helt vildt. Så jeg valgte at købe en Hyundai Accent, som er nyere og mere økonomisk end min gamle Volvo var. Men hold op hvor går den tit i stykker! jeg har godt nok været i stand til at lave det meste på den selv, men jeg er slet ikke imponeret over kvaliteten. Man kan mærke det når man kører i den – det billige plastik, den svage motor og de ringe køreegenskaber. Jeg er bange for at jeg sælger den igen, for det er slet ikke en god forretning at have den, og køreoplevelsen er ikke noget at skrive hjem om. Den har masser af udstyr, men det går i stykker meget tit. Jeg har kig på en Volvo S40 fra 2001, og tror jeg køber den. Der vil nok altid stå Volvo mand på mit Visitkort.